Basar og shopping i Alanya

Jeg elsker at shoppe, og hvad kan være skønnere end en 4-dages tur til Tyrkiet, hvor der også er lidt tid til at shoppe i Alanyas basar? Ja, jeg kan ikke lige komme i tanke om noget!

Selvfølgelig skal der købes lidt gaver med hjem, og gerne noget, som er lidt unikt for stedet. Denne gang blev det blandt andet til seks små skåle, håndlavet, i de smukkeste farvestrålende mønstre med ”Det blå øje” på.

”Det blå øje” bruges som beskyttelse imod onde og negative tanker fra andre og beskytter imod ulykker, og det siges  at ”Det blå øje” bringer lykke, fred og positive tanker til sin ejermand. Nu er det ikke, fordi jeg er overtroisk – men det kan vel aldrig skade ☺

Man skal prutte om prisen
Jeg har læst et sted, at hvis handlen ender med, at sælgeren nærmest bærer én ud af butikken, glad og smilende siger ”see you next year” – ja, så har han gjort en god handel. Men hvis han smider dine varer i posen og siger noget på tyrkisk – ja, så har du gjort en god handel.

Jeg har også læst, at man skal ned på cirka halvdelen af den pris, sælgeren starter med, men hold da helt op, hvor kan det tage lang tid, og det har jeg slet slet ikke tålmodighed til.

Så på grund af, at jeg er utålmodig og dårlig til at prutte om prisen, ja, så har jeg lovet en masse sælgere, at vi ses næste år ☺

Men jeg er nu selv godt tilfreds, både med de ting, jeg fik købt og de fleste af priserne – og det er vel det, der er vigtigst?

Der er et væld  af skønne eksotiske krydderier
Her en af de nærmeste dage skal vi have kylling med et krydderi, der dufter helt fantastisk, som vi købte i markedshallerne i Alanya af den sødeste tyrkiske dame.

Imens hun præsenterede os for alverdens spændende krydderier, lavede hendes mand forskellige slags dejlig duftende te til os og forskelligt snacks, så som nødder og tyrkisk delight, som er en meget sød, men lækker form for slik.

De havde utrolig mange forskellige krydderier, te og tyrkisk delight samt en masse andre spændende ting. Der skal jeg helt sikker ind igen, næste gang turen går til Alanya.

Og jeg har jo lovet at komme igen. ☺

Gitte Breinbjerg Løvschal

tyrkisk_delight basar_flink_mand_alanya basar_alanya krydderier_tyrkiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *