Lækkert ophold på Costa de Almeria

Synes kommende feriegæster skal høre hvordan vi oplevede Bravo Tours nye feriedestination Almeria i Spanien.

costa-de-almeria-LEI-07

D. 16. maj rejste vi fra Billund, efter et flot morgenarrangement med juice og kage, som Bravo Tours havde arrangeret i anledningen af, vi var de første der skulle af sted.

Ti personer, 6 voksne og 4 børn var vi nu på vej til sydspanien og vores hotel Zoraida Resort.

Men inden vi kom dertil, var der jo lige busturen fra lufthavnen til hotellet med guiden Lasse, som levende fortalte om rigtig mange ting vi så undervejs. Store roser til ham – det var med et glimt af humor, men han var tydeligvis glad for stedet, det skinnede igennem.

Vi ankom til hotellet, et rigtig pænt og indbydende sted, med gode værelser.

Da vi spurgte efter en barneseng, blev den leveret på værelset uden beregning, det kan man da kalde service. Faktisk havde vi fået at vide, at det kostede ekstra, men valgte alligevel at give den uden beregning.

Ikke blot der fik vi en god behandling, hele ugen igennem var service fra personalet i top – søde, smilende og meget opmærksomme overfor de fire børn vi havde med. Der blev hver eneste dag arrangeret en eller anden form for underholdning – flere gange om dagen.

De udendørs faciliteter, pool og øvrige arealer omkring hotellet var rene og indbydende. Adskillige livreddere gik rundt ved pool og rutsjebane området dagen igennem, sikkerheden var der også tænkt på, rart at se – specielt når vi havde små børn med, selvom man selvfølgelig selv holdt øje med børnene.

Med i vores rejse havde vi all inclusive. Det forhindrede ikke personalet i restauranten, at så snart vi viste os ved “vores” bord, stod der straks en tjener og spurgte hvad vi kunne tænke os af drikkevarer.

Maden var meget varieret, også store mængder af frisk frugt og is daglig – ikke mindst børnene satte pris på det.

Alt for hurtig gik denne uge og vi måtte vende næsen mod Danmark igen, en dejlig oplevelse rigere.

Da vi efter midnat ankom til Billund, ventede en overraskelse. Ved bagage båndet stod der poser med vores navne på, indeholdende forskellige ting til morgenmaden derhjemme.

Tak og Bravo (Tours) for dette!!

Med Venlig Hilsen

Marianne og Preben S. Andersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *