På toppen af Portugal

At bestige vulkanen Pico på Azorerne er en overkommelig udfordring
Tekst og foto: Bent Sørensen

Book en rejse til Azorerne hos Bravo Tours her

En delfin svæver i korte sekunder over vandoverfladen som for at hilse god morgen og ønske os en god dag.

Vi er om bord på den lille færge, Cruzeiro do Canal, der fragter os mellem de to azoriske øer Faial og Pico. Overfartstiden fra Horta til Madalena er 25 minutter. Kort før Madalena passerer vi de to lavaholme, Deitado og Em Pé, hvor tusinder af søfugle yngler.

Under hele turen kan vi lige som fra vores værelse på Hotel do Canal i Horta se toppen af Portugals højeste bjerg, vulkanen Montanha do Pico, hvis top er 2.351 meter over Atlanterhavets overflade. Det meste af tiden er toppen dækket af skyer.

Men Pico drager!

Da Birgitte og jeg første gang så bjerget fra balkonen for snart et døgn siden, var vi ikke i tvivl: Dér skal vi op!

Sidst på eftermiddagen spurgte vi værten på den legendariske Peter Café Sport, José Henrique Azevedo, om råd.

– Tag færgen klokken 7.30 og bestil min onkel som taxichauffør. Han kan køre jer til startstedet, Cabeço das Cabras i 1231 meters højde på et kvarter.

Sikkerhed

På startstedet registreres, hvornår vi forventer at være tilbage, og vi får en kort instruktion – verbalt og via en film, der råder os til at følge den markerede rute. Ellers skal man selv betale for en eventuel redningsaktion. Vi udstyres med en GPS-alarm i tilfælde af, at vi ikke er i stand til at komme ned ved egen hjælp. Eneste overraskelse er, at servicen er gratis. Forklaringen er, at en enkelt redningsaktion er dyrere end at give alle Pico-bestigere instruktion og udstyre dem med GPS-alarm.

Vi er iklædt let sommertøj, dårligt fodtøj og godt humør. I vore små ryksække har vi nogle liter vand, lidt mad fra hotellets morgenbuffet, fire muffins, et par små kameraer, vore telefoner, som også er vigtigt nødudstyr, og et par klatter solcreme i en tube. Birgitte har desuden lidt ekstra fra garderoben i andre nuancer.

Klokken er lidt i ni, da vi begiver os op ad stien med lave fyrre- og cedertræer omkring os og skyerne under os. En del grupper og par er startet før os – et vellignende dansk par i slutningen af halvtredserne med to gode og to gamle ben.

Vi indhenter hurtigt en gruppe halvvoksne, hollandske teenagere med to bjergguider. Vi fornemmer lidt krise og hilser pænt, mens vi spadserer forbi på stien gennem hårdfør skov, der breder sig op til 1500 meters højde.

Vi erkender, at vi enten har misforstået informationsmaterialet – eller at det simpelthen er fejlbefængt. Efter den første kilometerss vandring er stigningen  noget voldsommere, end vi havde forestillet os. Men vi er glade for at være her – og for hinanden. Og vi skal bestige toppen…

Lidt under skovgrænsen findes en hule, Furna, der fungerer som primitivt overnatningssted for folk, der gør Pico-bestigningen til et to-dages projekt.

Stien er hverken anlagt eller forsynet med rastepladser, men dog markeret med 45 pæle. I klart vejr kan man se fra pæl til pæl – bortset fra mellem nummer 5 og 6.

Op i det blå

Hurtigt er vegetationen meget lavere end markeringspælene. Lavaunderlaget er ujævnt og mange steder dækket af løs aske og småsten. Besværligt, krævende og besnærende. Nogle steder skal man på alle fire for at forcere stigningen.

Her er tørt og goldt, men ikke koldt, som vi havde frygtet, så Birgitte vil gerne klæde om til småt tøj bag en busk. Men bevoksningen er skiftet fra buskads til nærmest mikroskopiske vækster. Små, farvede tæpper af få millimeter høje blomster dækker de arealer, hvor fugle har skidt og skabt grobund for sparsom vegetation. Det lykkes dog at klæde sig luftigt om så hastigt, at det svarer til det tempo, vi indhenter andre bjergvandrere i. Vi har ikke travlt, men skynder os bare. Vi skal op, skal vi!

Andre er på vej ned. Med stor oppakning. De må være gået op i går og har overnattet højere oppe i det nøgne terræn.

Endnu højere oppe er himlen blå, blå, blå. Farven nedenunder er grå. Skyen bliver tættere og tættere.

Og de ældste ben bliver trættere og trættere. Birgitte sætter tempoet op.

Jeg ved ikke, hvad hun tænker på. Jeg tænker på, at det er nemt at holde have her. Intet kan gro her.

I god form og velforberedt kan man gå til toppen på lidt under tre timer, står der i guidebøger.

Efter lidt over to timer rammer vi den sidste markeringspæl på kanten af et kollapset krater – 700 meter i diameter, 30 meter dybt og med små gejsere. I midten med spidsen opad knejser en 70 meter høj lavavaffel – uden is på toppen.

Ingen andre bjergtosser er at se, men vi beslutter os til at gå hele vejen. Der er ingen markeringspæle, så vi udser os en rute – smal og stejl, men direkte.

Faktisk er her alt for stejlt. Nu er det ikke bare en ekstrem stejl vandretur, men en udfordrende topbestigning – for amatører uden udstyr.

Der er hverken koldt eller goldt på toppen. Vaflen, Pico Piquinho, er så stejl, at vi skal søge efter sprækker at holde fast i. Der er varmt i de mosfyldte sprækker, og det bliver stejlere og stejlere.

Belønning

På toppen sidder en mand, der ser betydelig ældre ud end os, og hans overvægtige ledsager. De har overnattet på vejen op, så vi halvgamle jyder er faktisk dagens første på toppen.

GPS’en viser, at vi har gået fire kilometer på lidt under tre timer og har besejret 1120 højdemeter – 28 procents stigning i gennemsnit. Og noget voldsommere på vaflen.

Vi drikker vand og spiser vores bagværk med udsigt over Picos øverste 500 meter og skyerne under os. En dejlig belønning for anstrengelserne.

Stilheden og nærværet er overvældende. Vi er på toppen. Min kvinde soler sig på Portugals øverste tinde.

– Nu mangler jeg bare, at der kommer et fly forbi i denne højde, siger hun nærmest profetisk, for i næste øjeblik passerer et Boeing 737 fra TAP Airways mod ukendt mål i østlig retning.

Vulkanø i Golfstrømmen

Pico er den næststørste af Azorerne, der består af ni øer i Atlanterhavet. Større end Mors, men mindre end Falster. 447 kvadratkilometer til cirka 15.000 indbyggere. Øen har været befolket siden cirka 1460 af fiskere, søfolk, skibsbyggere, landmænd og vinavlere.

Huler, søer, havne, hvalfangstmuseum, vinmuseum og naturlige bassiner med varmt vand i de vulkanske aflejringer langs kysten er nogle af attraktionerne, men vulkanen, der deler navn med øen, er den største. I klart vejr ser man øerne Faial, São Jorge, Graciosa, Terceira, Flores og Corvo fra toppen, men de fleste dage lægger en sky sig som en krave om Pico, så kun toppen rager op.

Golfstrømmen sørger for, at havets temperatur året rundt er behagelig. Det er ikke usædvanligt at se store havskildpadder og hvaler tæt på land. I juni viste en blåhval sin kalv rundt i farvandet mellem Pico og Faial.

Ned gennem skyen

Vi finder en nemmere vej ned ad vaflen. Heldigvis, for det er sværere at gå ned end op. Især med elendigt fodtøj. I kraterbunden møder vi gruppen af teenagere, vi overhalede for et par timer siden. Nogle af dem har opgivet at nå toppen.

Vi følger markeringspælene så godt som muligt. Sigtbarheden bliver dårligere og dårligere inde i skyen. Til gengæld er luftfugtigheden høj, så hår og tøj bliver vådt, som når der falder dug ved solnedgang.

Men lavaen og gruset er ikke vådt. Alt er tørt, og fødderne skrider let. Hældningerne er mange steder 30-50 %, så man skal gå forsigtigt. Straffen for uforsigtighed er hovedpine og hudafskrabninger på knæ, hænder og albuer.

Den lave vegetation dukker op igen. Mange planter og insekter er endemiske. Den tætte, lavstammede erica dominerer mange steder. På vulkanen ses næsten udelukkende meget små blomster, andre steder dominerer hortensia og høje blomster som anis. I de nederste, frodige områder vokser ceder og fyr.

Stadig flere bjergvandrere er på vej op. Nogle opgiver, når de hører, at de kun er halvvejs, og at den hårdeste del venter. Andre tager den med ro, fordi de vil overnatte på toppen og nyde solopgangen, inden de går ned.

Vores nedtur varer to timer og tre kvarter.

Bjergbestigere er vi ikke, og bliver det næppe.

Men Pico var et godt bekendtskab. Et godt sted at lære at have respekt for naturen og at blive mindet om egne muligheder og begrænsinger.
Ingen andre steder i verden kan man forlade sin hotelseng om morgenen, tage en færge til en ø og bestige landets højeste bjerg og nå at få en lur i samme seng inden aftensmanden.

Fakta

Færgebillet fra Horta på Faial til Madalena på Pico: 3,40 € (enkelt).
Medbring: Mindst to liter vand pr. person, mad til frokost, frugt, chokolade eller energibar. GPS, mobiltelefon, kamera, solbriller, solcreme, solhat og gode vandresko.

På Pico er der altid en anledning til at holde en festival. Den vigtigste er til ære for Helligånden syv uger efter påske. Helligånden betydning ses overalt. Restauranter serverer helligåndssuppe, og mange steder findes filialer af Helligåndsbanken.

Rejsen til Pico: Bravo Tours har charterflyvninger fra Billund og København til Azorernes hovedø, São Miguel, hvorfra man kan tage videre til de andre øer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *