Spis godt i Tyrkiet

Jeg er på 4 dages tur til Tyrkiet, og jeg elsker mad. Mine forventninger er helt i top – de er jo kendt for have noget af verdens bedste mad.

Og forventningerne bliver indfriet!

Tyrkerne spiser ikke så meget kød, som de fleste af os. Det er meget forarbejdede retter med rigtigt mange forskellige grøntsager. Maden er ikke stærk, så det er bare med at smage. Vi er en lille flok og vælger, at de skal overraske os med forskellige forretter, som sættes ind på bordet. Vi oplever, at tjenerne meget gerne vil hjælpe, og vi kan let få noget andet eller ekstra, hvis vi spørger.

I Tyrkiet modner man ikke kød som vi gør – de slagter og spiser det friske kød med det samme, og derfor kan man komme ud for et sejt stykke kød. Men vi er alle heldige og får møre bøffer. Nogen får lammeskank, der falder af benet, ja, de er rigtig gode til simremad.

Den bedste mad, jeg får, er en krukke med en traditionel ret i. Vi skal vælge mellem kylling og kalv – og vi vælger halv af hver. Krukken kommer ind, mens den stadig er brændende varm, og så slår de forsigtigt hul, og den lækreste ret ligger og småkoger.

Tjenerne elsker at hygge og underholde om gæsterne, og de fleste kan også lidt danske gloser. På en nærliggende restaurant ser vi pludselig gaden være fyldt af dansende tjenere og høj musik, da en af gæsterne har fødselsdag. Nærmest a la Bollywood  🙂

En anden glædelig overraskelse var vinen – de senere år er man for alvor begyndt at gå op i vinproduktion, og det smages.

Den mest autentiske oplevelse får vi en dag i bazaren i Alanya, hvor vi spiser på den lokale ‘Mini Mutfak’. Det er en lokal frokostcafe i bedste cafeteria-stil. Vi spørger efter en lille forklaring på, hvad de forskellige retter er og kan se et par damer stå i baggrunden og tilberede mere mad. Igen vælger vi at få lidt af hvert – det er svært at vælge – og det er virkelig lækkert mad – lavet med omhu. På bordet står små flasker vand, som er med i prisen, og man spiser for ca kr. 35. Og det er bare superhyggeligt at sidde her i en lille smøge omgivet af lokale, der slapper af i deres pause.

Os danskere er ikke så gode til drikkepenge, men de lokales løn er ikke så høj, så det er normalt at ligge ca. 10% i drikkepenge.

All Inclusive-konceptet er nok kommet for at blive, men heldigvis er Tyrkiet så populær, at der stadig er rigtigt mange og spændende restauranter. Jeg ved godt, det er bekvemt med All Inclusive, og man har helt styr på feriebudget, men personligt synes jeg, at man snyder sig selv ved – om ikke andet, så en enkelt aften – at gå ud og spise.

Så jeg vil ønske alle ‘velbekomme’ og jeg håber, I også finder nogle gode madoplevelser i Tyrkiet.

Mette Ruby

Billeder fra oplevelser omkring maden i Tyrkiet

mad_tyrkiet mad_tyrkiet_krukke mad_tyrkiet_2 mad_tyrkiet_mini_mutfak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *